Forsiden < Månedens Landstad og Blix, april 2019: Død og grav. Påske og håp.

Månedens Landstad og Blix, april 2019: Død og grav. Påske og håp.

Foto: Kristianne Marøy

Jeg veed mig en Søvn i Jesu Navn

Hva er det særegne ved Landstad som salmedikter?
Hymnologen H. Blom Svendsen var ikke i tvil: «Hvad er det da som lyder gjennem hans salmesang? Det er håpet. Landstad synger om det kristne håp.» (Blom Svendsen 1933:125) Og et av eksemplene er salmen «Jeg veed mig en Søvn i Jesu Navn».

Ifølge Norsk Salmebok 1985 og 2013 er den skrevet i 1851. Den knyttes med det til en periode i Landstads liv hvor han opplevde flere dødsfall i nær familie. Både Egil Elseth (1997:112) og Åge Haavik (2002:117-120) knytter den til påsken 1851. I januar 1851 mistet Landstad datteren Marie Sofie og påskeaften samme år, 19. april, døde sønnen Haakon, begge av tyfus. Den første Landstad-historikeren, J.N. Skaar, bringer først en opplysning om at «Salmen skal være digtet efter en i tunge Sjelekampe under Bøn og Guds Ords Betragtning tilbragt Vaagenat, just som Morgenen brød frem» (Skaar 1880:456), men trekker det tilbake i en rettelse: «Hvad der her er sagt om Tilblivelsen af «Jeg ved mig en Søvn i Jesu Navn» tilbagekaldes som uhistorisk (Skaar 1880:627).

Første gang salmen står på trykk er i Landstads Kirke-Salmebog, et Udkast, fra 1861, som nummer 574. Salmen var da plassert på 24. søndag etter trefoldighet, og sto til prekenteksten i Matteus 9, 18-26, om Jairus’ datter og kvinnen som rørte ved Jesu kappe. Det syvende verset i salmen tar opp vers 24: «Jenta er ikke død, hun sover» (Bibel 2011), mens vers 5 i salmen bringer tankene til Jesu rop i Johannes 11, 43: «Lasarus, kom ut!».

J.N. Skaar anmeldte Landstads salmebokutkast, og siterte hele salmen i sin anmeldelse, som et eksempel på at det fantes perler blant de nyeste salmene (Blom Svendsen 1933:42). Salmen vakte diskusjon i bedømmelseskommisjonen. Flertallet i kommisjonen ville flytte den til avdelingen «Dødsleiet». Jørgen Moe holdt salmen høyt, men hadde noen språklige merknader. Mest kritisk var filosofiprofessor M.J. Monrad, som ville ha salmen ut av salmeboka:

«Jeg holder med Moe i, at denne Sang er smuk, meget smuk, ligesaa i, at de Udtryk, han har dadlet, maa Forfatteren have Lov til at lade blive staaende. Men saa vilde jeg rigtignok helst have Sangen ud af Salmebogen, da den hverken efter Tone eller Rhythmus passer i Kirken. det er et særdeles heldigt mimetisk-archaiserende Digt, der sætter os ind i en middelalderlig Stemning og vilde passe fortræffelig ind i en Roman eller et Drama af religiøs Charakter, men kan aldrig gjælde som et umiddelbart Udtryk af en protestantisk Menigheds-Andagt. Den beroer paa en kunstnerisk Illusion, der netop ogsaa af hine kjæmpeviseagtige Udtryk heldigen støttes, men som bør være udenfor Kirken. Jeg maa indtrængende bede om, at Salmebogen renses for den Art Digte, hvor smukke og opbyggelige de forresten kunne være.

Skaar, som også satt i bedømmelseskommisjonen, var uenig. «Jeg lader Salmen gjerne beholde sin Plads, men kan ogsaa gaa ind paa, at den henføres til «Dødsleiet». Ellers maa jeg med al den Varme, Hjertet eier, bede om, at denne min og Manges Yndlings-Salme ikke maa blive udskudt.» (alle sitater fra bedømmelseskommisjonens protokoll, NBO Ms 4* 1249b)

Også for Landstads gode venn, Jens Mathias Pram Kaurin, som døde som biskop i Bergen, ble dette en viktig salme på dødsleiet (Blom Svendsen 1933:129).

Andreas Hauge (H.N. Hauges sønn), som laget en konkurrerende salmebok, henvendte seg i februar 1874 til Landstad for å få tillatelse til å bruke salmen i sin salmebok. Han ønsket da å utelate siste vers, og sette den blant «Dødsberedelses-Psalmer» (brev av 25.2.1874 etter Blom Svendsen 1933:143-144). Hauge fikk raskt svar på tiltale fra Landstad:

«De undskylde, – at jeg saaledes som Forholdene nu stille sig – maa negte Dem mit Samtykke hertil, og allermindst kunde jeg tillade at Salmen afstumpes eller paa anden Maade forkvakles. (…) Deres Salmebog optræder jo nu kvalificeret til Konkurrance i Menighederne med min Salmebog, denne hvoraf De ønsker at gjøre Udpluk. Jeg synes ikke det er ædelt, at tage mine Vingefjedre og benytte dem i Kapløbet med mig. Vil Menigheden have mine Salmer kan den tage min Salmebog, men skal der være Strid, agter jeg ikke at udlevere mine Vaaben, og det forekommer mig at være indiskret at kræve det af min Konkurrent». (brev av 28.2.1874, etter Blom Svendsen 1933:144)

Jan Schumacher har lest salmen som et eksempel på det kulturhistorikeren Philippe Ariés har kalt «den skjønne døds epoke», hvor døden ble beskrevet i forskjønnende omskrivninger, eufemismer. Selv om Landstads skildring av døden er vakker, spør Schumacher om det kan forsvare fraværet av «den grumme død» slik døden skildres hos Kingo og Grundtvig. (Schumacher 1993:132-133)

Åge Haavik begrunner i sin artikkel «På visitas i Landstads redaktør-verksted» (Haavik 2002), hvorfor salmebokredaktørene i 1985 og 2013 har sløyfet siste vers. Haavik mener verset framstår som et appendiks til en ellers helstøpt salme. Men vel så viktig er at verset fører salmen «fra det allmenne i retning av det personlige og singulære på en måte som blir innsnevrende og ekskluderende.» Men salmen endte ikke opp blant salmene «foran døden», men under «Det kristne håp» (1985), «Det kristne håpet» (2013).

Landstad ville nok fortsatt nedlegge protest mot forkortelse. Det er nettopp siste vers som begrunner den kirkeårsmessige plasseringen av salmen 24. søndag etter trefoldighet, til teksten om Jairus datter.

Vi gir Landstad selv siste ord. I en margkommentar til bedømmelseskommisjonens uttalelse, skriver han:

«Skal ikke Menigheden synge «aandelige Viser» og hvad Ret har vi til at negte Menigheden at bruge deslige deres kjæreste Sange i Kirken? Salmen er visselig heelt igjennem bibelsk, og jeg forstaar ikke hvad M. mener med «kunstnerisk Illusion», som her skulde være af en betænkelig Art. L» (NBO Ms 4* 1249b).

Salmen er nr. 574 i Kirke-salmebog, et Udkast (1861), nummer 570 i Kirkesalmebog (1870). I Norsk Salmebok 1985 er den nummer 856. Siste vers er her sløyfet. Se også Nytt norsk salmeleksikon, II, s.289-292.

I Norsk Salmebok 2013 er den nummer 887. Også her er siste vers sløyfet.

Mel. Den signede Dag, som vi nu se.

1. Jeg veed mig en Søvn i Jesu Navn,
den kvæger de trætte Lemmer,
der redes en Seng i Jordens Favn,
saa moderlig hun mig gjemmer,
min Sjæl er hos Gud i Himmerig,
og Sorgerne sine glemmer.

2. Jeg veed mig en Aften-Time god,
og længes vel somme Tider,
naar jeg er af Reisen træt og mod,
og Dagen saa tungsom skrider:
jeg vilde til Sengs saa gjerne gaa,
og sovne ind sødt omsider.

3. Jeg veed mig en Morgen lys og skjøn,
der synges i Livsens Lunde,
da kommer han Guds velsigned’ Søn
med lystelig’ Ord i Munde,
da vækker han os af Søvne op
alt udi saa sæle Stunde.

4. Jeg haver den Morgen mig saa kjær,
og drager den tidt til Minde,
da synge jeg maa, og se den nær,
den Sol, som strør Guld paa Tinde,
som Smaafuglen ud mod Morgenstund
op under de høie Linde.

5. Da træder Guds Søn til Gravens Hus,
hans Røst i al Verden høres,
da brydes alt Stengsel ned i Grus,
de dybe Havsgrunde røres,
han raaber: Du Døde, kom herud!
og frem vi forklaret føres.

6. Da aabnes den Dør til Himlens Stad,
der nævnes de Kaarnes Navne.
Gud lade os alle mødes glad,
og ingen af Vore savne!
det unde os Gud for Kristi Blod,
vi maatte i Himlen havne!

7. O Jesu, træd du min Dødsseng til,
rek Haanden med Miskund over,
og siig: Denne Dreng, den Pigelil
hun er ikke død, men sover!
og slip mig ei før, at op jeg staar,
i Levendes Land dig lover!

Ljos yver Grav

Elias Blix’ påskesalme «Ljos yver Grav» ble første gang trykt i ukeavisa Nordmanden 3. april 1890, med overskriften «Paaskedag» (Aschim 2008:404-405, 556). I 4. utgaava av Nokre Salmar (1891) er den nummer 69. I Norsk Salmebok 1985 er den nummer 188. Se også Nytt norsk salmeleksikon, II, s.482-485.

Norsk Salmebok 2013 er salmen nummer 198.

Tone 16: Du, som gaar du fra den levende Gud.

Ljos yver Grav,
Som oss Livsvoni gav,
Rann med Guds Son ifraa Daude.
Solrenning klaar
Som den vænaste Vaar
Steig yver Gravstader aude.
Ljoset og Livet fyr alle mann
Straalande upp med vaar Frelsar rann.

Engelen kvad
Yver daudstille Stad:
Krist er med Siger uppstaden!
Sigrande vel
Yver Ormen fraa Hel
Bøtte han Brotet og Skaden.
Syndi er sonad og Saaret grødt,
Livet av Daude er atter født.

Kristus stod upp
Som det Livstre i Knupp,
Som i all Æva skal bløma.
Skapande LIv
Han alt Drepande driv,
Dauden fyr honom maa røma.
So ved det Livstre til Herrens Pris
Eingong me livna i Paradis.

Menneskjeson,
Du til livande Von
Ved di Uppreisning oss fødde!
Liv gjenom Grav
Ved din Daude du gav,
Daa fyre Brøder du blødde.
Alle, som livande paa deg tru,
Døyande skal i ditt Ljos faa bu.

Trøyst i vaar Tron
Som ein Sumar med Song
Ut fraa din Gravstad lat lysa!
Ævelivs Von
Gjenom Trengsla og Tjon
Lat dine Truande hysa!
So me alt her uti Daudens Land
Smaka den Sæla, du til oss vann!

Ljos yver Grav,
Fall som Solskin paa Hav,
Naar me fraa Verdi skal fara!
Lys oss i Land
Til den livsæle Strand,
Fram til det Liv, som skal vara,
So me ved Ljoset fraa Paaskedag
Sæle kann liva i Englelag!

Kilder og litteratur

Bemærkninger til Salmerne i Landstads Kirke-Salmebog (Protokoll fra bedømmelseskommisjonen til Landstads Kirkesalmebog), Nasjonalbiblioteket, håndskriftsamlingen (NBO), ms 4* 1249b

Aschim, Anders 2008: Ein betre vår ein gong. Elias Blix: Biografi, Oslo: Samlaget

Blix, Elias 1891: Nokre Salmar, 4de aukade Utgaava, Kristiania: Det norske Samlaget

Elseth, Egil 1997: Magnus Brostrup Landstad. Kulturvilje og kristentro, Oslo: Luther forlag

Haavik, Åge 2002: «På visitas i Landstads redaktør-verksted» i: Jørund Midttun (red.): Jeg løfter opp til Gud min sang – rapport frå Hymnologikonferanse i Selfjord [sic!] 2002, Liturgisk skriftserie nr. 9, Trondheim: Tapir akademisk forlag, s.101-120

Landstad, M.B. 1861: Kirke-Salmebog. Et Udkast, Kristiania: Fabritius

Landstad, M.B. 1870: Kirkesalmebog, efter offentlig Foranstaltning samlet og udarbeidet ved M.B. Landstad, Kristiania: J.W. Cappelens Forlag

Norsk Salmebok 1985

Norsk Salmebok 2008

Nytt norsk salmeleksikon, bind II, Trondheim: Tapir akademisk forlag, 2012, s.289-292, 482-485

Schumacher, Jan 1993: «Kirkesalmebog. Efter offentlig Foranstaltning samlet og udarbeidet af M. B. Landstad», i: Per Strømholm (red.): Bokspor. Norske bøker gjennom 350 år, Oslo: Universitetsforlaget, s. 115-133

Svendsen, H. Blom 1933: Norsk Salmesang. Landstad og Hauge, Bibliotheca Norvegiæ Sacræ IX, Bergen: Lunde, 1933