Landstads Luther

Den første samlede norske gjendiktningen av Luthers salmer og åndelige sanger skriver seg fra M.B. Landstad. Etter at han i 1852 hadde fått oppdraget med å redigere ny kirkesalmebok, var gjendiktningen av Luthers salmer hans mesterprøve som salmebokredaktør. Martin Luthers aandelige Sange, oversatte og med Anmærkninger ledsagede af M.B. Landstad

Mange av oversettelsene av Luthersalmene i Norsk Salmebok fra 2013 bærer fortsatt Landstads navn. Forordet og anmerkningene inneholder atskillig om Landstads hymnologiske ståsted. Landstad benyttet datidens fremste tekstutgaver av Luthers salmer under arbeidet. Han har også nedlagt et stort arbeid i å se igjennom de eldre salmebøkene i dansk-norsk tradisjon fra reformasjonstiden og framover.

Prest.no bringer her som vedlegg Landstads forord til utgaven av Luthersalmene. Den gir et innblikk i oppfatningen av Luther og hans salmediktning for drøyt 150 år siden. Skildringen av hvordan Luther forløste den evangeliske salmediktningen bringer dikteren Landstad fram.

«Luther gjorde ikke Fordring paa at være Digter. Nøden og Trangen drev ham frem ogsaa i denne Retning. Dog – det viste sig, at han var Manden, som kunde angive den rette Tone, og lifligt anslaa Strengene paa den fast forglemte Davids Harpe.

Han besad desuden den herlige Evne, selv at kunne sætte Melodier til sine Salmer, og mange af vore bedste Salmemelodier have vi ham at takke for. Det glædede og trøstede den Guds Mand, at kunne udøse sit Hjerte for Herren i Salmer og Sange, men der behøvedes mere, end han, der var overlæsset med saa meget andet Arbeide, kunde skaffe tilveie, hvorfor han bad sine Venner, at de vilde hjælpe ham, og han glædede sig siden over, at Mange grebe Sagen fat og gjorde det, som han syntes, langt bedre.

Det gik da i Guds Rige som det daglig gaar til i Naturens. Natten ligger med sin dybe Dunkelhed tung og trykkende over Jorden; der er taust og stille. Naar det lider ud mod Morgenen, er det som om hele Naturen stille lyttede med tilbageholdt Aandedræt, som om der var en ængstelig Spænding, en Forventning om Noget, som vil skee. Omsider istemmer en enkelt Sangfugl i Skoven sin glade Morgensang – og strax gjenlyde Skov og Dal trindt omkring af glade Lovsange, medens Morgenrødens første Glimt vifter som en Engels lyse Vingeslag over den dunkle Himmel.

Folk, som aldrig havde sunget før, fik nu Røst og Mæle, og snart tonede der en liflig Salmesang paa Menighedens Læber. Hvad man har fra denne og den nærmest følgende Tid, er vistnok noget af det Bedste, den vidløftige tydske Salmelitteratur eier, saa det viser sig, at det var i en salig Opvaagnen Sangen istemtes, og at Læberne vare berørte med en Glød fra Alteret.»